Andreas Baader bliver født i München den 6. maj 1943. Hans far, historikeren og arkivaren Dr. Berndt Phillipp Baader, er tysk soldat på østfronten, hvor han i 1945 bliver taget til fange af den Røde Hær. Farens skæbne er ukendt, men familien hører aldrig fra ham igen, og det må antages, at han er død i russisk fangenskab. Som så mange andre tyske børn i den periode må Andrea Baader vokse op uden sin far.

Andreas Baaders opvækst er stærkt præget af kvinder, der har mistet deres mand i krigen. Hans mor, Anneliese Baader, en tante og en bedstemor er de primære personer i hans barndomshjem. Han bliver udpræget forkælet og er i skolen doven og trodsig trods nogle ellers gode medfødte evner.

Som teenager udvikler Andreas Baader en kærlighed for motorcykler og hurtige biler. Han får dog aldrig taget et kørekort og kører ofte for stærkt. Han stjæler biler og kører i dem for sin fornøjelses skyld, og hurtigt får han opbygget en lang straffeattest. Tilmed bliver han smidt ud af gymnasiet. Han er dog ikke helt uden boglige interesser. Blandt hans store interesseområder er litteratur og filosofi. Efter endt skolegang forsøger han sig med forskellige mislykkede uddannelser og får småjobs (bl.a. som fotomodel), som han dog ikke kan fastholde i længden. Ofte opsøger han forskellige barer og caféer, når han ikke har andet at lave. Her er han populær blandt pigerne og blandt bøsserne, som han først flirter med for bagefter at gøre grin med dem. Han er en udpræget charlatan og behandler ikke kvinderne med samme ømhed og omtanke, som de behandler ham.

Som 20-årig i 1963 tager den stædige, dovne og sprælske Andreas Baader til Vestberlin. Her møder han den succesfulde bohemekunstner Ellinor Michel. Han flyttede ind hos Ellinor og hendes mand, der dog fraflyttede lejligheden efter Andreas Baader er flyttet ind hos dem. Ellinor bliver gravid og deres datter Suse bliver født i 1965. Dette ændrer dog ikke Andreas Baaders livsførelse. Han har stadigvæk talrige kvinder omkring sig og kører ofte rundt i deres biler og får endnu flere trafikbøder.

I 1967 møder han Gudrun Ensslin, og hun viser sig hurtigt at være mere og andet end endnu en elskerinde. Gudrun Ensslin er ligesom Ellinor en gift kvinde i et problematisk ægteskab. Fra begyndelsen af deres forhold forsøger Ensslin kraftigt at præge Andreas Baader med sine stærkt venstreorienterede synspunkter og teorier. I begyndelsen er Baader uinteresseret. Han har ingen tiltro til systemet og politik interesserer ham ikke, men efterhånden får Ensslin overtalt ham. Som tiden går, adopterer han Ensslins synspunkter og bliver endda monogam. Baaders udtalelser fra den periode tyder på, at hans overbevisning er reel. Han sætter sig grunddigt ind i de forskellige politiske teorier på venstrefløjen og finder, at hans sprælske og frygtløse væsen passer fint med ideerne om revolutionen.

I januar 1968 er Gudruns Ensslins ægteskab endegyldigt slut. Baader og Ensslin danner herefter par og beslutter sig for, at bekæmpe den fascistiske stat vesttyskland aktivt.

Den 2. april 1968 udbryder der brand i to varehuse i Frankfurt an Main. Tre dage senere arresteres Gudrun Ensslin, Andreas Baader, Thorwald Proll og Horst Söhnlein for brandstiftelse. Aktionen er udført i protest mod kapitalismen og krigen i Vietnam. I oktober 1968 bliver de fire bandstiftere idømt tre års fængsel. De fire bliver prøveløsladt i juni 1969, men da de ikke kan overholde betingelserne for prøveløsladelsen flygter Baader, Ensslin og Proll til Frankrig.

I marts 1970 bliver Baader og Ensslin enige med advokaten Horst Mahler om, at de skal indlemmes i hans nye revolutionære enhed. Gruppen består bl.a. af de senere RAF-medlemmer Astrid Proll (lillesøster til Thorwald Proll), Monika Berberich, Manfred Grashof og dennes kæreste Petra Schelm. Horst Mahler er gruppens leder, men Baader øjner mulighed for at overtage lederskabet.

Den 3. april 1970 bliver Andreas Baader og Astrid Proll stoppet af politiet. Baader bliver anholdt, da hans identifikationspapirer er falske. Herefter begynder Horst Mahler-gruppen at planlægge Baaders befrielse fra fængslet.

Den 14. maj 1970 bliver Andreas Baader befriet fra Freien Universitäts Dahlem Institut i Rote Armee Fraktions første aktion. En vigtig brik i aktionen er den kendte venstrefløjsjournalist Ulrike Marie Meinhof. Hun og Baader påstår, at ville skrive en bog sammen, og derfor får Baader lov til at forlade fængslet. Ud over Meinhof deltager Ensslin, samt Irene Goergens, Ingrid Schubert, Astrid Proll og Peter Homann. Befrielsesaktionen er meget voldsom, og en af instituttets ansatte, Georg Linke, bliver skudt i maven, men overlever.

I juni 1970 rejser den stærkt eftersøgte gruppe via Østberlin til Jordan for at modtage militær træning i en Fatah-lejr nær Annam. Opholdet viser sig hurtigt at være problematisk for de palæstinensiske værter. Den kulturmæssige kløft mellem de frigjorte tyskere og de militære muslimmer er for stor, og gruppen må rejse tilbage til Berlin igen i begyndelsen af august måned.

Hjemme i Berlin begynder gruppen at planlægge flere store aktioner. Den 8. oktober 1970 bliver en del af gruppens medlemmer anholdt af politiet i Vestberlin. De anholdte er Ingrid Schubert, Brigitte Asdonk, Irene Goergens, Monika Berberich og gruppens leder Horst Mahler. Herefter overtager Andreas Baader det egentlige lederskab af gruppen, men bag kulissen er det Gudrun Ensslin, der er den gruppens organisator og intellektuelle leder.

I januar 1972 er Andreas Baader tæt på at blive anholdt af politiet, men det lykkes ham at skyde sig fri og flygte.

Den 11. maj 1972 placerer "Kommando Petra Schelm" tre bomber ved det amerikanske militære hovedkvarter i Frankfurt an Main. Eksplosionerne dræber en amerikansk Vietnam-veteran og sårer 13. Kommandoen består af RAF’s hårde kerne: Baader, Ensslin, Jan-Carl Raspe og Holger Meins.

Dagen efter, den 12. maj 1972, efterlader "Kommando Thomas Weissbecker" en bilbombe på en parkeringsplads ved Bundeskriminalamt i München. 60 biler ødelægges ved eksplosionen. Kommandoen består af Baader, Ensslin og Holger Meins.

Den 15. maj 1972 placerer "Kommando Manfred Grashof" (Andreas Baader, Jan-Carl Raspe og Holger Meins) en bombe i Dommer Wolfgang Buddenbergs VW i Karlsruhe. Dommerens kone, Gerda Buddenberg, sidder i bilen, da bomben eksploderer, og hun såres hårdt.

Den 24. juni 1972 er kører "Kommando 15. juli" to biler med tidsindstillede bilbomber ind på den amerikanske militærbase ved Heidelberg. Bag rattet i de to biler sidder RAF-medlemmer Angela Luther og Irmgard Möller. Biler eksploderer, og koster 3 soldater livet, mens 5 bliver såret. Andreas Baader er en af arkitekterne bag planlægningen af aktionen.

Den 1. juni 1972 bliver Andreas Baader, Holger Meins og Jan-Carl Raspe anholdt i Frankfurt an Main. Anholdelsen udvikler sig til en langvarig skudduel, hvor Baader såres, inden han som den sidste af de tre bliver anholdt.

I december 1974 får Baader besøg at den berømte franske eksistentialist og forfatter Jean-Paul Sartre. De fængslede RAF-medlemmer har sultestrejket gennem længere tid og Sartre har offentligt støttet sultestrejken. RAF-medlemmerne sultestrejker for at få bedre forhold i fængslet. Mange af dem er konstant isolerede og modtager kun meget korte og overvågede besøg udefra. Besøget bliver en fiasko. Sartre beskriver efterfølgende Andreas Baader som "umådelig dum" og "et røvhul".

I Vesttysklands længste og mest bekostelige retssag gennem tiderne bliver Andreas Baader den 28. april 1977 idømt livsvarigt fængsel.

Trods flere forsøg på at befri de fængslede RAF-terrorister gennem kidnapninger, bombesprængninger o.l. lykkedes det ikke. Den vesttyske regering vil ikke give efter for terroristernes pres. Den 18. oktober 1977 begår Andreas Baader selvmord ved at skyde sig med en skjult revolver i sin celle i fængslet Stuttgart-Stammheim. Samme dag begår Gudrun Ensslin og Jan-Carl Raspe også selvmord, mens et andet RAF-medlem forsøger et selvmord, der dog mislykkes. Selvmordene er foranlediget af en meget voldsom kidnapning og en mislykket flykapring.