Ulrike Marie Meinhof er datter af kunsthistorikeren Dr. Werner Meinhof. Ulrike er kun et barn, da faren dør af cancer i 1940. 8 år senere dør mor hendes Ingeborg Meinhof også af cancer, og Ulrike og hendes storesøster Weinke tilbringer resten af deres opvækst hos familiens ven den venstreorienterede historiker Renate Reimeck.
I 1955 får hun sin eksamen fra Gymnasium Philippinum i Weilburg, hvor hun er flyttet hen efter morens død. Herefter studerer hun filosofi, sociologi, pædagogik og tysk ved universitet i Marburg. I 1957 flytter hun sine studier til Westfälischen Wilhelms Universität ved Münster. I Münster bliver hun medlem af Sozialistischen Deutschen Studentenbund (SDS). SDS kæmper bl.a. mod oprustningen i den tyske hær Bundeswehr og mod hærens interesse for atomvåben. I 1958 er hun kortvarigt medlem af Allgemeiner Studierendenausschuss (AStA) på universitetet, ligesom hun skriver artikler i forskellige aviser og blade for universitetets studerende.
1 1959 bliver Ulrike Marie Meinhof medlem af det forbudte Kommunistische Partei Deutschlands (KPD), og senere samme år begynder hun at skrive artikler for det venstreorienterede magasin Konkret. Fra 1962 til 1964 er hun chefredaktør for Konkret.
I december 1961 gifter Ulrike Meinhof sig med Konkrets grundlægger og forlægger Klaus Rainer Röhl. Den 21. september 1962 føder Ulrike et par tvillingebørn, der får navnene Regine og Bettina. Ægteskabet varer indtil separationen i 1967. Parret bliver officielt skilt året efter.
I 1962 bliver Ulrike Meinhof opereret for en hjernesvulst. Under operationen efterlader lægerne en lille metalklips, der skal stoppe eventuelle efterfølgende blødninger. Langt senere bliver denne lille metalklips det, der afslører Ulrike Meinhofs identitet.
Da en af venstrefløjens vigtigste talsmænd Rudi Dutschke den 11. april 1968 bliver skudt af den unge uudannede arbejdsmand Josef Bachmann, bliver Ulrike provokeret til at skrive en artikel i Konkret. I artiklen afslører hun, at hun med tiden er blevet mere militant. F.eks. skriver hun: "Protest er, når jeg siger, at det ikke passer mig. Modstand er, når jeg sørger for, at det der ikke passer mig, ikke længere sker." Senere samme år skriver hun en artikel om varehusbrandene i Frankfurt an Main. I den forbindelse møder hun Andreas Baader og Gudrun Ensslin, der senere bliver dømt for brandstiftelserne. Hun er på dette tidspunkt et kendt journalistnavn i venstreorienterede kredse. I begyndelsen af 1969 forlader hun Konkret for at hellige sig en karriere som selvbestaltet terrorist. Få måneder i maj senere vender hun dog tilbage Konkrets kontorer, men denne gang kun for at ødelægge og hærge.
Ulrike Meinhofs sidste journalistiske arbejde er en film med titlen Bambule, hvor hun opfordrer til kvinde- og klassekamp. Da filmen er klar til at blive vist i fjernsynet er Ulrike Meinhof en af vesttysklands mest eftersøgte personer, og filmen bliver taget af programmet. Først i 1997 bliver den vist.
Den 14. maj 1970 er Ulrike Meinhof en af de vigtige brikker i befrielsen af den fængslede Andreas Baader. Befrielsesaktionen kaldes populært for RAF’s første aktion. Meinhof og Baader påstår, at ville skrive en bog sammen, og derfor får Baader lov til at forlade fængslet. Ud over Ulrike Meinhof deltager Gudrun Ensslin, Irene Goergens, Ingrid Schubert, Astrid Proll og Peter Homann. Befrielsesaktionen er meget voldsom, og en af instituttets ansatte, Georg Linke, bliver skudt i maven, men overlever.
I juni 1970 rejser den stærkt eftersøgte gruppe via Østberlin til Jordan for at modtage militær træning i en Fatah-lejr nær Annam. Opholdet viser sig hurtigt at være problematisk for de palæstinensiske værter. Den kulturmæssige kløft mellem de frigjorte tyskere og de militære muslimmer er for stor, og gruppen må rejse tilbage til Berlin igen i begyndelsen af august måned. Meinhof kidnapper sine tvillingebørn og får dem placeret blandt hippier på Sicilien i Italien. Meningen er, at tvillingerne på et senere tidspunkt skal til en palæstinensisk træningslejr for, at børnene selv en dag kan blive terrorister. En gammel bekendt, Stefan Aust, får dog opsnappet børnene og sendt dem tilbage til deres far i Vesttyskland.
I august 1970 er gruppe igen hjemme i Berlin og her begynder de at planlægge store aktioner mod statsmagten. Ulrike Meinhof er med i gruppen kerne, men dog ikke en af gruppens ledere, sådan som medierne fremstiller hende. De har døbt gruppen Baader-Meinhof-banden. Ulrike Meinhofs betydning for RAF er generelt overvurderet. Hun er formentlig medforfatter til nogle manifester, men hun er ikke en af de bærende ideologiske og intellektuelle kræfter, sådan som hun senere er blevet fremstillet.
Ulrike Marie Meinhof er egentligt uegnet til livet på flugt. Flere af hendes kampfæller i RAF beskriver hende som meget nervøs og slet ikke egnet til livet som stærkt eftersøgt RAF-medlem. Når hun alligevel er en del af den hårde kerne skyldes det hendes stærke netværk. I tiden efter hjemkomsten fra Jordan er det i høj grad Meinhofs netværk gruppen trækker på. Mange af hendes gamle bekendte viser sig villige til at huse de eftersøgte RAF-medlemmer.
I november 1970 deltager Ulrike Meinhof i to indbrud på rådhusene i Neustadt og i Langgöns ved Giessen. Sammen med Karl-Heinz Ruhland og Heinrich "Ali" Jansen stjæler hun stempler, pas og identitetspapirer. I de efterfølgende år deltager hun formentlig også i planlægningen og måske også udførelsen af en række bankrøverier.
Den 19. maj 1972 deltager Ulrike Meinhof i "Kommando 2. juli" sammen Siegfried Hausner, Klaus Jünschke og Ilse Stachowiak. Kommandoen placerer seks bomber i de bygninger i Hamborg, der huser Springer Press. Kun tre af bomberne eksploderer, men de sårer til gengæld 17 mennesker.
Den 14. juni 1972 bliver læreren Fritz Rodewald kontaktet af en kvinde, der søger ly for hendes selv og en ven. Rodewald har tidligere huset desertører fra den amerikanske hær, og han byder parret indenfor. Han bliver dog mistænksom og tilkalder senere politiet. Den næste dag omkommer parret, mens politiet overvåger situationen. Manden, der viser sig at være RAF-medlemmet Gerhard Müller, går ud af lejligheden for at telefonere. I telefonboksen bliver han hurtigt anholdt, inden han kan nå at trække sit skydevåben og skyde fra sig. Kort efter arresteres kvinden, der viser sig at være Ulrike Marie Meinhof.
Ved juletid i 1973 afbryder Ulrike Meinhof kontakten til sine to børn. Hun har ellers løbende forsøgt at holde kontakt til dem ved at skrive breve til dem. De hører aldrig igen fra deres mor.
Den 29. november 1974 bliver Ulrike Meinhof idømt 8 års fængsel for sin medvirken i befrielsen af Andreas Baader. Bag kulissen arbejder anklagemyndigheden på at tiltale Ulrike Meinhof for flere og mere alvorlige forhold, der formentlig ville have resulteret i en livstidsdom.
Den 9. maj 1976 bliver Ulrike Marie Meinhof fundet hængt i sin celle i Stammheim-fængslet i Stuttgart. Hun har lavet et reb af sit håndklæde. Ulrike har i længere tid været deprimeret og de andre RAF-fanger har distanceret sig fra hende.
Ulrike Marie Meinhof bliver begravet den 15. maj 1976 på Mariendorf-kirkegården i Berlin.
