Forside
Nyheder
Introduktion
Terrororganisationer
RAF 1968 - 1972
RAF 1973 - 1976
RAF 1977 - 1998
Medlemmerne
Ofrene
Biografier
Artikler
Fotoalbum - RAF
Fotoalbum - Ofre

Den 5. september 1977 om eftermiddagen i Köln-Lidenthal er arbejdsgiverformanden Hanns-Martin Schleyer på vej hjem fra arbejde. Da han er et oplagt mål for kidnapning, er han konstant overvåget af specialtrænede politibetjente, og denne dag følger den sædvanlige bil med betjentene efter hans egen. Hanns-Martin Schleyers egen bil bliver ført af hans privatchauffør Heinz Marcizs.

Da bil drejer om hjørnet fra Friedrich-Schmidt-Strasse til Vincenz-Statz-Strasse sker der noget uventet. En gul Mercedes bakker fra en indkørsel i stor fart ud på gaden lige foran Scheyers Mercedes, hvor chaufføren ikke når at reagere, før bilen banker ind i siden på den gule vogn. Bagved når betjentenes vogne heller ikke at reagere, før de banker op i Schleyers vogn. Kort efter lyder de første skud.

Arbejdsgiverformanden Hanns-Martin SchleyerAktionen har været planlagt gennem længere tid. RAF er gået meget grundigt til værks. Schleyers gøren og laden er gennem længere tid blevet kortlagt, og man har fundet hjørnet mellem Friedrich-Schmidt-Strasse og Vincenz-Statz-Strasse særligt velegnet til overfaldet. Valget af Schleyer som emne for en kidnapning er ikke tilfældig. Schleyer har en fortid som nazist, og han er samtidig formand for den magtfulde arbejdsgiverorganisation, der netop har haft en langvarig konflikt med fagforeningerne. Ex-nazisten og kapitalisten Schleyer er for de venstreorienterede RAF-medlemmer indbegrebet af alt ondt i Vesttyskland.

Øverst: Sieglinde Hofmann og Willy-Peter Stoll. Nederst Jürgen-Peter Boock og Stefan Wisniewski.Fire RAF-medlemmer er udvalgt til at udføre selve kidnapningen af arbejdergiverformanden. Stefan Wisniewski er udset til at køre den gule Mercedes, der skal blokere vejen, mens Peter-Jürgen Boock, Sieglinde Hofmann og Willy-Peter Stoll skal angribe de to biler. Peter-Jürgen Boock er samtidig udset til at være fører af flugtbilen. Det er planen, at alle på nær Schleyer skal dræbes.

Da de fire terrorister har fået signalet om, at Schleyer har forladt sin arbejdsplads og er på vej hjem, kører de fra en nærliggende café hen til hjørnet af Vincenz-Statz-Strasse. De er alle meget nervøse.  Peter-Jürgen Boock og Sieglinde Hofmann har en barnevogn med. De skal spille to unge, der er ude og gå tur med den lille. Willy-Peter Stoll står lidt længere nede af gaden, mens Stefan Wisniewski er klar inde i rambukbilen.

Peter-Jürgen Boock er den første, der får øje på kortegen. Han og Sieglinde Hofmann står på hjørnet og holder øje. Da de ser Schleyers bil, begynde de at gå ned ad Vincenz-Statz-Strasse mod de andre to andre. Gåturen er tegnet til, at det snart går løs, og kort efter drejer de to biler om hjørnet.

Schleyers privatchauffør Heinz Marcisz.Ingen ved, hvad chaufføren, betjentene eller Schleyer når at tænke, da en gul Mercedes pludselig kører ud foran dem. Hverken Schleyers chauffør eller chaufføren i politieskorten når at bremse, og alle bilerne støder sammen. I næste øjeblik åbner de tre terrorister ild med hver sin Heckler & Koch maskinpistol med 30 skarpe skud i hver.

Sieglinde Hofmann har skubbet barnevognen væk fra sig, så den ikke kommer i vejen. Hendes opgave er at skyde Schleyers chauffør og sikre, at ingen andre når at flygte fra stedet. Willy-Peter Stoll og Peter-Jürgen Boock skal angribe politieskorten og uskadeliggøre betjentene inde i bilen. Alle tre åbner ild omtrent samtidig. Sieglinde Hofmann skyder først chaufføren og vender derefter sin maskinpistol mod eskortebilen. Willy-Peter Stoll og Peter-Jürgen Boock skyder mod eskortebilen med hver sin maskinpistol. De hele har ikke taget mange sekunder før der opstår en pause i skyderiet. Flere af de nervøse terrorister har allerede tømt deres maskinpistoler og må nu skifte magasin. Pausen benytter betjentene i eskortebilen til at returnere ilden.

Stefan Wisniewski er netop trådt ud af rambukbilen for at deltage i ildkampen, da en af betjentene begynder at skyde efter ham. Stefan Wisniewski kaster sig i sikkerhed om bag rambukbilen, mens Sieglinde Hofmann og Peter-Jürgen Boock begynder at skyde mod rambukbilen igen. Willy-Peter Stoll har set Stefan Wisniewski kaste sig i sikkerhed, og han reagerer instinktivt på denne nyopståede fare. I zig-zag løber han gennem ilden mod betjentenes bil, mens Sieglinde Hofmann og Peter-Jürgen Boock chokerede stopper deres ildbesvarelse for ikke at ramme deres ven. Kort efter springer Willy-Peter Stoll op på motorhjelmen for eskortebilen, hvor han tømmer hele magasinet ned i bilen.

Der opstår nu en kort pause. Alle er stærkt chokerede over hændelsesforløbet. Willy-Peter Stoll står stadigvæk på motorhjelmen. Hans maskinpistol klikker som var han stadigvæk i gang med at skyde. Låsen står åben og magasinet er tomt, men han har alligevel stadigvæk aftrækkeren trykket i bund. Stefan Wisniewski er den første, der vågner af trancen. Han råber til de andre, og der kommer nu skred i aktionen igen.

Peter-Jürgen Boock løber hen efter flugtbilen – en volkevognsbus, mens de andre efter planen skal hive Schleyer ud af bilen. Også Willy-Peter Stoll kommer i aktion igen. Han springer ned fra motorhjelmen, men er stadigvæk meget chokeret. Det er derfor Stefan Wisniewski, der løber hen til Schleyers bil og åbner døren. Til alles store overraskelse er Schleyer i live. Han er chokeret, men helt uskadt. Sammen får de tre tilbageværende bugseret Schleyer ud af bilen og ind i volkevognsbussen, som Peter-Jürgen Boock netop har bakket ind på gaden.

Flugten går med speederen i bund hen til et parkeringshus, hvor en anden flugtbil venter. Schleyer bliver bedøvet undervejs, så man er sikkert på, at han ikke vil lave ballade undervejs.

Den 24-årige Helmut Ulmer er blandt de dræbte politibetjente.Tilbage på Vincenz-Statz-Strasse er fire menneser døde. Schleyers 41-årige privatchauffør Heinz Marcizs og de tre livvagter; den 41-årige politimand Reinhold Brändle, den 24-årige politimand Helmut Ulmer og den 20-årige politimand Roland Pieler.

I de efterfølgende uger iværksætter det Vesttyske statsapparat en af historiens største menneskejagter i et forsøg på at finde og befri Hans-Martin Schleyer. Alle sejl bliver sat til.





|Forside| |Nyheder| |Introduktion| |Terrororganisationer| |RAF 1968 - 1972| |RAF 1973 - 1976| |RAF 1977 - 1998| |Medlemmerne| |Ofrene| |Biografier| |Artikler| |Fotoalbum - RAF| |Fotoalbum - Ofre|